Fra hjælpemidler til velfærdsteknologi

Fra hjælpemidler til velfærdsteknologi

Hvorfor skal alt lige pludselig være så teknisk og digitalt? Hvorfor kan vi ikke bare kalde de forskellige redskaber, der gør hverdagen lettere, for hjælpemidler og mindske forvirringen? Fordi der faktisk er forskel på et hjælpemiddel og en velfærdsteknologi.

Hvis vi skal være helt korrekte her på faldGUIDENså må vi hellere slå fast, at vi både anmelder hjælpemidler og velfærdsteknologi. Derfor skelner vi mellem de to typer af redskaber, som kan hjælpe til at forhindre fald eller komme videre, hvis falduheldet er ude. Men vi forstår godt, hvis de to kategorier skaber forvirring. Derfor giver faldGUIDEN her et hurtigt overblik over vores definition af forskellen på hjælpemidler og velfærdsteknologi:

Hjælpemidler

Hjælpemidler er produkter, der skal hjælpe personer med funktionsnedsættelser. Det lyder jo en smule formelt. Men det betyder kort og godt, at det er ting eller redskaber, som hjælper dig med at leve dit liv som før. At leve som du gjorde, inden du blev dårligt gående, fik dårligt syn eller fik andre skavanker.

Hjælpemidler kan være mange forskellige ting. Det kan være en rollator, der giver dig muligheden for at komme ud. Det kan være din støttestrømpe påtager, som hjælper dig med at få dine støttestrømper på. Det kan også være en lille ting, du måske ikke lige tænkte over var et hjælpemiddel. Det kan være en lille ting som den pilleæske, hvor medicinen ligger opdelt til de forskellige ugedage eller tidspunkter.

Vidste du, at vi i Danmark har et register over forskellige typer af hjælpemidler med beskrivelser af, hvad de kan?
Registret hedder Hjælpemiddelbasen

Velfærdsteknologi

Velfærdsteknologi er, ligesom hjælpemidler, produkter, som hjælper dig til at leve dit liv så godt som muligt. Forskellen er, at velfærdsteknologiske produkter er digitale eller tekniske. Det kan være en robotstøvsuger, der hjælper dig med rengøringen. Det kan være en faldalarm med GPS, så hjælpen kan tilkaldes hvor som helst og finde den faldne. 

Velfærdsteknologi kan også være en app til din telefon eller tablet. Et eksempel kan være en app med træningsprogrammer, som du kan udføre hjemme i din stue. Så er der ikke længere en undskyldning for ikke at få trænet, selv de dage hvor vejret er for dårligt til at bevæge sig ud i.

Velfærdsteknologi er i nogle tilfælde hjælpemidler med teknik og i nogle tilfælde er det bare teknik.

Fælles for velfærdsteknologi og hjælpemidler er, at de hjælper dig, så du kan leve dit liv, som du vil leve det.

Bedre sammen

Opdelingen i velfærdsteknologi og hjælpemidler betyder ikke, at du kun skal bekende dig til en af delene. De kan sagtens supplere hinanden – og gør det i de fleste tilfælde.

Hvis du har oplevet at falde tidligere, og derfor er blevet usikker for at gå udenfor, kan du bruge både et hjælpemiddel og en velfærdsteknologi som hjælp, alt efter dit behov. Et hjælpemiddel som en rollator eller en stok tilbyder en støtte, hvis det er her, dit behov er størst. Med en faldalarm med GPS behøver du ikke at være bange for ikke at kunne tilkalde hjælp, hvis uheldet skulle ske. På den måde giver velfærdsteknologi dig friheden til at gå ud som du vil. 

Lyst til selv at afprøve hjælpemidler og velfærdsteknologier? Så se mere her:

KILDER:

Socialstyrelsen: Om velfærdsteknologi
Socialstyrelsen: Om hjælpemidler
Ældresagen

Sending
User Review
0 (0 votes)

Leave a Reply